Levn
af Marie Fæster-Jørgensen
Afstanden mellem min mor og mig føles længere, end den er. Hun skal egentlig bare fra indgangen af loppemarkedet ned til vores bord, hvor jeg står og pakker mine ting ud, men i stedet for at gå direkte zigzagger hun langsomt med en halvfyldt indkøbsvogn mellem boderne og siger hej til dem, hun kender, og kigger op mod himlen for at vurdere chancen for regn. Jeg havde fortalt hende, at der var lidt lavvande i kassen, og mere skulle jeg ikke sige, før hun havde lejet et bord til os på loppemarkedet lige ved S-togsstationen, hvor hun selv tit kommer for at gøre et kup. Desuden, siger hun, så tynger for mange ejendele sjælen.
På bordet har jeg opstillet mine ting efter kategori: bøger, køkkengrej, legetøj, porcelæn og et stativ med tøj sorteret efter farve. Min mors ting står ikke i nogen intuitiv forståelig orden: hjemmestrikkede karklude, puslespil med falmede æsker, let brugte læbestifter og nips, som jeg aldrig har set hjemme hos hende, er drysset ud over bordet. Hun håber at få solgt træræven i dag, siger hun og rækker mig en træfigur af en ræv i en grøn militæruniform med rød hat og et septor i poten. Træræven får en plads tæt på kanten ved siden af en skotøjsæske med undertøj, min mor ikke længere kan passe. Jeg overvejer, om kvaliteten af hendes ting trækker prisen ned på mine, mens hun fejer alt sit lange, grå hår om til den ene side med sin venstre hånd.
Min mor har altid haft langt hår. De andre mødre havde velplejede pager, som var praktiske og som sikrede dem hyppige besøg oppe hos frisøren. Som barn forestillede jeg mig, det var der, de lærte at tale på samme måde, hvor de planlagde klassefester og huskede hinanden på, at butikkerne har lukket juleaftensdag. Min mor, sagde at en kvindes styrke ligger i håret. Selv som barn lød det tåbeligt, men mit hår har alligevel aldrig været kortere end til skuldrene.
Mennesker driver forbi, kigger meget, køber lidt, løfter ting fra bordet, vender dem og sætter dem tilbage. Deres enkle bevægelser går i ét med hinanden som bølgeskvulp. En kvinde kigger på en tedåse, vender sig og viser den til sin veninde. Veninden vrænger let af den, og den kommer ned igen.
Min mor fortæller ivrigt folk om tingene på bordet, der med snagende fingre famler sig igennem undertøjet i skotøjsæsken. Hun fortæller en højgravid kvinde, hvis lange veldefinerede benmuskler er synlige gennem de sorte løbebukser, at lerskålen med den mørkeblå glasering er købt i Casablanca i 80’erne. Selv husker jeg, at den blev købt i souvenirbutikken på Rhodos. Den gravide kvinde byder 75 kroner, men ender med at betale det dobbelte, siger tak og lyder oprigtig.
“Den minder altså meget om dem, der var i Marocco dengang”, siger min mor til mig, da kvinden er væk.
En mand holder den thriller, jeg gav Lasse til jul i den ene hånd og bladrer med den anden, mens en tændt cigaret ligger og vipper i mundvigen. Jeg tilbyder ham thrilleren for 10 kroner mindre, end jeg har skrevet på det lille klistermærke. Han får kontrol over cigaretten med overlæben og inhalerer. Da røgen glider ud mellem mundsprejken, ryster han på hovedet og spørger, om jeg kan gå længere ned i pris. Jeg giver mig, åbner min hånd og mærker ham lægge mønterne på huden. Det føles, som om snavset fra det kolde metal trænger ned gennem min håndflade og ind i blodbanerne.
Min mor har taget campingstole med til at sidde i, når vi har brug for et hvil. Der sidder vi, når der er stille. Hun spørger, hvordan det går med mig og Lasse, og jeg siger, det går fint. Hun har set et tv-program, hvor almindelige mennesker går i parterapi for åben skærm. Hun vil høre, om jeg har set det. Jeg svarer nej, selvom jeg sluger det råt hver torsdag. Hun fortæller, hvordan et af parrene er på randen af skilsmisse; Man skal huske at give hinanden plads, men man skal heller ikke give for meget plads. Hun blander frit sin egen mening ind sammen med tv-terapeutens. Jeg holder vejret for ikke at rette hende. Hun taler stadig, men jeg lytter ikke. Jeg roder rundt i min taske og finder min pung, afbryder hende midt i analysen med et “Skal vi ikke have noget kaffe”. Jeg køber to romkugler med tilbage og minder mig selv på, at jeg skal spørge hende, hvordan det går til kajak.
Tilbage ved bordet står hun med ryggen til mig. Hun vender sig ikke om, da jeg sætter kaffen. Ingen af os siger noget, og stilheden bliver først brudt, da et par spørger min mor om puslespillene stadig har alle deres brikker. Jeg hører ikke, hvad min mor svarer, men parret siger at de lige skal tænke over det. Det siger folk tit, eller også at de kommer tilbage senere. Det betyder det samme, og er en pæn måde at sige, at de ikke kan lide ens ting. Min mor tilbyder dem tre for prisen af to, hvis de køber dem nu, og det gør de.
Hele pladsen er fyldt med folk, som er i gang med at gennemtrevle bunker af ting som engang har stået i andres menneskers hjem og som nu ligger til frit skue. Her går de på rov i resterne fra andres liv, mens de nyder solen og forhandler ublut om alt. Alt er til forhandling, for intet er fast, og alt, der ytres er bare et udgangspunkt.
Et barn rækker sine arme op til bordet og hiver min gamle kaninbamse ned, løfter den op og viser den til sin mor. Moren inspicerer den grundigt, finder en plet og viser den til barnet, som skuffet må se kaninen blive sat tilbage. Min mor samler kaninen op, spytter lidt på sin pegefinger og gnider lidt i den 20 år gamle plet.
“Ej, det er også lidt synd at sælge Findus” siger min mor.
“Den var alligevel aldrig blevet glad hjemme hos dem” siger jeg.
Min mor lægger Findus ned i bunken af ting ved siden af hendes taske, der alligevel ikke skal sælges, og siger “sjælen skal jo heller ikke være så let, at den flyver fra os”.
Sidst på dagen er det tyndet ud i menneskemængden, folk er på vej hjem, og dem bag bordene er begyndt at pakke de ting, der ikke vakte tilstrækkelig interesse tilbage i kasser og poser. En mand med helt rene sko står midt i det hele og leder efter et sted at gå hen. Det er Thomas, som jeg gik i gymnasiet sammen med og ikke har set siden vognturen. Jeg genkender ham før jeg ser hans ansigt; det er noget med den måde, han bevæger skuldrene på. Da han ser os, kommer han hen til bordet, og jeg tænker, at han bevæger sig med en lethed, som tilhører et smukkere ansigt. Han spørger, hvordan det går, og spørger så, om min mor er min søster. Han virker alligevel mildere end dengang, og jeg er lettet over, at det ikke er mere akavet. Jeg spørger, hvor han bor, og han fortæller, at han bor i nærheden, nede ved vandet. Sammen med sin kone og søn, indskyder han hurtigt. Han fortæller, hvordan han for nylig var stødt ind i Birgitte fra old, og havde været overrasket over, at hun stadig var i live. Jeg ler og håber på, at han bliver lidt endnu. Min mor hiver en termoflaske med portvin frem og hælder op i tre af mine usolgte glas fra bordet. Vi skåler, og jeg mærker den kolde portvin glide hele vejen gennem svælget og mærker, hvordan det renser. Jeg smiler for første gang i dag ubesværet og føler mig let. Thomas henvender sig til min mor og fortæller hende, hvor sød og godhjertet jeg var i gymnasiet. Han fortæller om studieturen i London, om de 500 kroner han havde lånt af mig, da han mødte mig ude foran hotellet, fordi han fuld i taxa havde kørt hele Mayfair rundt for at finde tilbage til hotellet, og om hvordan jeg aldrig bad om at få dem tilbage, om hvordan det var blevet en joke i klassen at bede om at låne 500 kroner. Man kunne f.eks.sige “hey, har du noget ild og 500 kroner til en taxa?”. Han ler som den eneste. Jeg kan godt huske det, og husker at jeg også lo dengang. Vores manglende reaktion gør Thomas synligt utilpas. Han kigger rundt på bordet, men hans blik kan ikke finde hvile. Han lander på træræven og tager den op.
“Den er da sjov den her. Lige noget for chefen derhjemme.”
“Den er håndlavet, købt i Harrods.”
“Wow, man kan se det er lækkert håndværk, den tager jeg.”
“Det bli’r 575.”
“Det er måske lige i overkanten.”
“75 for ræven og 500 for London.”
“Ej, slap nu af, mand.”
“Du kan bare overføre dem med telefonen” siger min mor.