Kassen
af Aragorn
Selskabet Ethereal Data har kun én vedtægt: Vi beskæftiger os ikke med det synlige.
Til den seneste jubilæumsfest havde man planlagt noget ganske genialt. I midten af festlokalet, som var en idrætshal med dæmpet belysning, havde man placeret en kvadratisk kasse, cirka ti meter på hver led. Kassen var malet med verdens sorteste maling, en ”nanoteknologisk nyskabelse fra NASA, som sluger over 99 procent af det synlige lys”, stod der i informationsbrevet. Den var så sort, at kassen lignede en flade. Fornemmelsen af rum forsvandt fuldstændig. Man kan nok forestille sig, at det var noget, der kunne fyre op under folk.
Én efter én skulle vi ind i kassen, ”ind og opleve det usynlige”, som det hed. Det var ikke til at sige, om der fandtes en egentlig indgang. Hvad der lignede kassens forside, kunne lige så vel være dens bagside. Hjørnerne flød ud under hallens loft.
Jeg nærmede mig med lange skridt hen over en badmintonbane. Men den sorte flade var på én gang uendelig tæt på og fjern. Jeg kunne ikke nå den. Jeg missede med øjnene. Eller gjorde jeg? Jeg vendte mig, så ned i gulvet, ledte efter de grønne servelinjer, men lige lidt hjalp det. Alting var sort. Jeg var inde i kassen.
Hvordan var det nu med dem, der sad fast i laviner? Var det noget med, de fulgte efter deres spyt ud af snemasserne? Jeg spyttede. Men kassen slugte lyden. Og klatten kunne jeg ikke se. Så prøvede jeg at lægge mig ned. Men det var som om, jeg ikke var sikker på, om jeg nu også lå ned. Som om gulvet ikke tilbød mig noget. Det må være sådan, en edderkop har det, når den sidder i loftet.
De andres lyde rungede i kassen. Dorthe var utryg. Hendes stemme hakkede. Men jeg anede ikke, hvor hun var i forhold til mig. Vi var ikke længere punkter i et rum. Jeg råbte hendes navn. Men råbet faldt ligesom ind i mig selv, tilbage, ned i halsen, og blev til en gurglende lyd.
Sådan gik vel en tid. Jeg lå eller sad. Måske stod jeg. Jeg var ikke bange. Jeg følte ingen sult eller tørst. Intet ubehag. Men til sidst blev jeg træt. Jeg sov måske. Når jeg sank mit mundvand, var det som vand gennem et ned-løbsrør. Når jeg strøg hænderne på maven, var det som om to, mægtige himmellegemer gned hinandens overflader.
Jeg ved ikke rigtig hvor længe, jeg har været i kassen. På særligt triste dage – jeg siger dage, men der kan også være tale om sekunder eller år – hælder jeg mest til, at jeg er død. At kassen er et mordvåben. Men så minder jeg mig selv om, at jeg er en del af foreningen Ethereal Data, og at ingen, selv ikke Karsten Kasserer, ville slå ihjel i intethedens navn. Ellers arbejder jeg med to forskellige hypoteser.
Den ene er, at min krop er kommet ud igen, men at min hukommelse på en eller anden måde sidder fast inde i kassen. At jeg har slået hovedet eller måske drukket af den sorte maling. At kassen er det sidste, jeg kan huske og derfor det eneste, der er. At jeg nu sidder hjemme ved Dorthe og spiser oliven uden at sige noget.
Den anden hypotese er, at tiden er gået i stå, eller rettere, at det opleves sådan for mig. At tiden ikke kan findes uden et rum, den kan strække sig i.
De to hypoteser strides.
Jeg har mistet fornemmelsen af min krop. Når jeg gnider hænderne, er det ikke to hænder, der mødes, men en flydende masse af hakket kød, der flettes ind i sig selv. Der opstår en knitrende lyd. Men den har ikke noget udgangspunkt. Og jeg hører ikke i traditionel forstand. Åh, det er ikke, som når Dorthe hældte hvidvin i glasset, den gurglende trille, og lyden i hendes mund, når hun gnaskede og suttede på en olivensten. Lydene herinde er alle sammen ens. Hvis jeg hoster, kommer der en knirkelyd alle steder fra. Og den sendes alle steder hen.
Jeg vil ikke sige, at jeg keder mig. Alting er muligt i kassen. Den er ikke længere sort. Og måske er den ikke engang en kasse. Den har på mærkværdig vis påtaget sig alle farver og former. Det lyserøde stråler i det mørkeblå, som når man lukker sine øjne og trykker på lågene med sine fingre. En hvid strand tager form, et par bølger skyller ind, lyset strømmer over, og scenen bliver grøn, noget ligger i skovbunden og jamrer, jeg løfter det, ikke med en hånd, men med en fornemmelse, jeg lytter til det lille dyr, måske er det en mus eller en egernunge, den piber en lille melodi, og jeg kryber ind i dens pels, jeg bliver lille og lodden, rejser mig på bagbenene, snuser til skovens søde dufte, slikker på en mosklædt sten, kravler ned i en dyb hule og kommer ud gennem et støvsugerrør, skøjter henover et parketgulv, nu blot som fnug, nu blot en bevægelse.
Dorthe og jeg. Blev vi ikke gift her i mørket? Var jeg ikke nede på knæ eller på albue og anmode om hendes hånd? Smeltede vi ikke sammen og rejste væk, blev jeg ikke suget op i hende på en strand i Kroatien? Og blev jeg ikke valgt til formand for selskabet? Var kassen ikke min idé? Står de andre ikke på række nu, i mørket og klapper, blinker anerkendende til mig som fjerne planeter, løfter deres gennemsigtige drikke og smiler i horisonten? Og falmer jeg ikke nu, gråner min hud ikke, vaskes farverne ikke ud af kassen, løber det klare vand ikke ned i et rør og forsvinder?