Den Blå Avis
af Anna Møller
Det havde været en fejl at indrykke den annonce. Kommoden kunne han sagtens blive ved med at bruge, selv om der ikke var tøj i den lige nu, og hvem sagde, han ikke også ville få overskud til at male den på et tidspunkt?
Dengang han arbejdede på genbrugsstationen, havde der stået værre møbler ovre i byttecentralen, skabe, hvor skufferne bandt, og hvor knopperne faldt af, bare man hev lidt i dem. Alligevel var hun vist blevet skuffet over at se den. Den var måske mindre end de mål, han havde opgivet? Jørgen kløede sig i nakken. Han havde brugt målebånd og været omhyggelig med at taste rigtigt inde på maskinen, som han ellers aldrig brugte, men måske havde han ramt et forkert tal. Det ene brilleglas i læsebrillerne havde en revne, og styrken var heller ikke rigtig, men hvad gjorde det.
Jørgen landede dybt i lænestolen, og som altid gik der ikke længe, før Misser hoppede op og lagde sig til rette i hans skød. Den lille bløde kat.
»Så er det bare dig og mig igen,« sagde han ud i stuen, og Misser svarede med at spinde. Den havde en pude inde i soveværelset, men også en i stuen og i køkkenet, og alligevel foretrak den at hoppe op og ligge på hans skød.
Hun var ankommet kun en smule senere, end hun havde skrevet. Klokken to. Hun havde en lille lyshåret pige på slæb, sød så hun ud, men kvinden havde brokket sig gevaldigt. Han ville have lavet kaffe og budt hende på en kop, men så havde han glemt det igen, og pludselig bankede damen med dørhammeren, så hele huset rystede.
»Der er vejarbejde hele vejen ned ad gaden, så jeg måtte parkere oppe ved skolen og gå i ti minutter,« sagde hun, og Jørgen nikkede, for det vidste han jo godt. Det havde der været i flere uger nu. Han vidste ikke, hvad de lavede, måske var det noget med kloakken? Men der var aldrig nogle arbejdsmænd derude, når han skimtede ned ad vejen, så måske var de stødt på et problem i undergrunden.
Barnet var end ikke kommet ind i stuen, så havde hun tabt sin slikkepind, så den faldt ind i hjørnet, hvor der lå kattetotter her og der, og kvinden havde set sur ud. Jørgen prøvede at vise kommoden frem, men hun kiggede nærmest ikke på den og endte med at stikke slikkepinden i lommen, så barnet græd.
»Du kan køre bagom og ned ad alleen, så kommer du uden om vejarbejdet,« havde Jørgen prøvet og peget ud ad vinduet, mens kvinden stod og stirrede på kommoden.
»Så kan du nemmere få den ind i bagagerummet.«
»Hvad er det, der er klistret på,« spurgte hun og flappede med fingeren på noget løst folie. Barnet havde revet sig løs og stod bøjet over katten, der heldigvis aldrig ville gøre en sjæl fortræd. Den lod sig klappe og protesterede slet ikke, da barnet slog lidt hårdere, end man normalt ville gøre.
»Jeg kan vise dig det på et kort,« sagde Jørgen, og heldigvis havde han et krakskort liggende mellem alle bøgerne og papirerne i reolen, som om han havde forudset situationen, men det var nu ikke tilfældet.
»Du skal tilbage ad Sydvejen og så op til højre her, rundt til Trehøjgaard og følge alleen, og så kommer du ud på Dammen hernede.«
Jørgen pegede så godt, han kunne (læsebrillerne lå jo inde ved maskinen), men kvinden kunne vel også selv kigge. Det var ikke til at sige, om hun fulgte med.
»Der var engang tre høje omkring gården. Det er derfor, den hedder Trehøjgaard.«
Kvinden kiggede op på ham med et fjollet udtryk i ansigtet.
»Men så kom jernbanen og fjernede den ene høj, og den anden blev skyllet væk.«
Jørgen forsøgte at pege det rigtige sted i kortet.
»Men vi kalder det stadig Trehøjgaard.«
»Der var heller ingen guldhorn i nogen af dem, så kommunen var nok ligeglad.«
Det var tydeligt, at kvinden ikke hørte efter, men han havde lyst til at fortælle mere om højene, som han kælkede på som barn, dengang det stadig sneede så meget, at skolerne blev lukket, og det lyste hvidt ind ad vinduerne om morgenen. For femten-tyve år siden, omkring årtusindskiftet, havde nogle af byens unger gravet en af de to tilbageværende høje ud og lavet en form for vulkan, som de fyldte med krudt. Det lavede en helvedes larm og sprængte det sidste af forhøjningen i stykker, og da det blev forår, gled resten af højen væk i en skylle. Nu var der bare den ene høj tilbage, som familien på den fine gård sikkert klamrede sig til. Det er jo ikke til at sige, tænkte Jørgen og betragtede kvinden.
Hun havde langt sort hår og en slags kappe på, som Jørgen syntes så næsten eventyrsagtig ud. Det var ikke så tit, at Jørgen sådan fik besøg, og slet ikke af en ung pige som hende. Eller kvinde var hun vel. Hvad mon hun tænkte om kommoden? Ville hun havde den?
Kvinden vendte sig omkring, så håret flagrede.
»Lea? Lea, hvor er du?«
Hun gav sig til at trampe rundt i den fyldte stue.
»Lea, kom frit frem, jeg gider ikke lege lige nu!«
»Lea?« prøvede Jørgen også og gik ind i det, der engang var spisestuen, men som nu mere var en form for opbevaringsrum for de ting, han samlede omkring sig.
Langs væggene stod de fyldte flyttekasser med alle de småting, der ikke havde en fast plads i huset, men som han sikkert fik brug for – eller kunne sælge – en dag. På én kasse stod der ’køkkenredskaber’, men han kunne nu ikke huske, om det var det, der var i den. En anden stod der ’bøger’ på, og ved siden af den ’Hannes ting’ og en fjerde var fyldt med lysestager, huskede han. Oven på spisebordet stod et par åbne sorte sække med duge i, som naboen havde doneret. Flotte var de. I lysegule og blå nuancer, de fleste. Neden under bordet sad den lille pige.
»Hun er herinde!« råbte han, men kvinden var ikke inde i stuen længere. Jørgen satte sig ned på knæ og stak hånden frem, hvis pigen ville have den. Hun sad og holdt om sin ene arm og så fortørnet ud.
»Den rev mig,« vrængede hun på en grim måde, og Jørgen trak hånden til sig igen.
»Nej, det kan ikke passe,« sagde han. »Det gør den aldrig,«
»Jo, katten rev mig. Det er en dum kat.«
Jørgen rystede på hovedet: »Nej, det er dig, der er en dum lille pige.«
I det samme kom kvinden prustende ind i spisestuen og sukkede højt, da hun så pigen.
»Lea! Der er du, jeg blev helt bange.«
Jørgen hev sig op med bordkanten, så det svimlede for øjnene.
»Hvor var du,« klynkede pigen, selvom det var hende, der havde gemt sig og drillet katten.
»Jeg var inde i soveværelset,« hviskede kvinden næsten, som om Jørgen ikke måtte høre det, og det kunne han jo egentlig også godt forstå. Det var ikke meningen, der skulle komme andre end ham selv derind.
Mens de moslede hurtigt gennem den smalle gang, med den lille pige på armen af sin mor, gentog Jørgen sine anvisninger. Hvordan kvinden skulle bagom og ned ad alleen. Forbi det hvide palæ, de kaldte Trehøjgaard, og ned ad Dammen. De var måske tilflyttere? Han vidste ikke, om hun hørte efter, og hun smækkede i hvert fald døren uden at sige farvel. Ville hun komme tilbage igen? Det nåede han heller ikke at spørge om.
Varmen fra Misser var dejlig at have på skødet. Dens pels føltes silkeglat, og Jørgen borede fingrene lidt længere ned i den, end han plejede. Da hun var yngre, kom hun ofte med mus og små muldvarper til ham om sommeren og spandt så højt, at han tvang sig selv til at stå op og rose hende med klap og tilkendegivelser af, hvor dygtig en kat, hun var, men her de seneste år havde hun ikke lagt mange overraskelser ved bagdøren. Kun en enkelt gang sidste sommer, men Jørgen kunne se, at den fugleunge havde været død længe, og han smed den ind i hækken med en skovl.
Gad vide, om det var blæst op? Jørgen syntes, det trak et sted i huset. Havde kvinden åbnet et vindue inde i soveværelset på grund af stanken?
I næste uge ville det blive snevejr, havde han læst i avisen, men han skulle se det, før han troede på det. Så ville det vejarbejde da aldrig blive færdigt. I lokalavisen havde han læst om et dødsbo lige i nærheden, der skulle ryddes og som blandt andet havde en masse gamle videobånd liggende. Han var sikker på, der fandtes en videomaskine et sted inde i stablerne i spisestuen, og hvis nu der kom nogen på besøg, så kunne han sætte en tegnefilm på fra Disney.
Han ville ønske, hun ikke var gået ind i soveværelset. Nu var der sikkert meget at ordne derinde.