Snegleslim
af Amalie Biehl
Skoven dufter stadigvæk af ramsløg og regn, selvom de er sprunget ud for længst, og jorden er kun fugtig. Grenene er bløde og knuser ikke under vores skridt. Du holder min hånd, som en gestus. Du holder min hånd, som en pligt. Vores regnjakker knitrer, når stoffet glider mod hinanden.
Snegle bevæger sig i kanten af stien, vinbjergsnegle, dræber-snegle, skovsnegle, jeg kender ikke flere. De trækker et spor efter sig, vandreslim siger du. Slipper min hånd og sætter dig på hug. Vandreslimen er lidt det samme som glidecreme, farveløst og god til bevægelse. Du blinker til mig. Sneglen har intet bo, kun en rødbrun overflade. Når sneglen bliver stresset, udskiller den klæbeslim. Gul og klistret, en slags sved på panden. Du rejser dig og tager min hånd igen, fletter dine fingre ind i mine.
På din seng er der sorte lagner. Du er i køkkenet, jeg googler klæbeslim. En slim, der beskytter mod skrammer og sår. Sneglens slim bruges i kosmetikprodukter til at udjævne pigmentfejl, mørke pletter; en tradition, der stammer tilbage fra Hippokrates. Er klæbeslimen en del af de fire væskes lære? Det sorte stof er nusset på mine arme, du lægger dig tæt på min krop. Min rygsøjle laver et aftryk på din mave og på dit bryst; jeg brændemærker dig. Dit aarhusianske toneleje gør det ikke nemmere for mig at tro på, at du elsker mig. Jeg vender mig mod dig, eftermiddagslyset giver dine øjne en ravfarvet nuance. Du kysser mig, som en gestus. Du kysser mig, som en pligt. I solen har dine øjne samme farve som sneglen i skoven. Jeg glatter bekymringerne ud under dine panderynker. Din pande bliver glat og fin, men min vokser. Jeg sorterer mine tanker: organiske og ikke-organiske.
Organisk: Sneglehuse er bygget som et stillads. De består af sukkerstoffer og proteiner, som er bundet sammen af kalk.
Ikke-organisk: Du dufter dejligt af rygerummet på en bar.
Organisk: Huset er hos de fleste sneglearter højresnoet.
Ikke-organisk: Ordet forelsket betyder, at man elsker for meget.
kroppe ligger så tæt. Jeg synker ind i din navle, bruger din krop som mit sneglehus. Fra din navle kan jeg mærke dig, dit hjerte banker altid hurtigere end mit. Dit aarhusianske toneleje gør det ikke nemmere for mig at forstå, at du har lyst til at bolle mig. Sneglene er forårskåde og parrer sig i maj og juni. Vinbjergsneglene er romantiske; de danser parrings-dansen. Efter at have bollet hele dagen bruger de kærligheds-pile til at befrugte hinanden. Skovsnegle, derimod, kan lide det rough.
Akten går hurtigt, og de gnaver huden af hinanden under parringsritualet. Din krop er tung oven på min, vores hjerter banker om kap. Du boller mig, som en gestus. Du boller mig, som en pligt.
Min pande stopper ikke med at vokse. Bag den tynde hud fyldes mine kirtler op af den gule væske. Du hvisker til mig, men sneglen i mit øre registrerer ikke signalerne. Jeg forstår ikke dine støn, dirty talk fungerer ikke på aarhusiansk. Det gør ondt når vores hofteskåle rammer hinanden. Det tynde lag af sved får dig til at stråle, en helgen, en Twillight-vampyr. Du kommer i mig, som en gestus. Du kommer i mig, som en pligt. Klæbeslimen klistrer på min pande. Vandreslimen klistrer mellem mine ben.
Jeg vågner altid tidligt i din seng, du har lovet mig, at du ville købe gardiner. Jeg tænker over hvor spids dine næse egentlig er. Du ser smuk ud, når du sover. Jeg vil kigge på din varme sovehud, til jeg bliver blind. Jeg håber du skifter dit sengetøj, når jeg ikke er her mere.
Det har regnet i nat, der er snegle på stien igen. En sort snegl bevæger sig langsomt i gruset, jeg kører den over med min cykel. Jeg ved ikke hvorfor. Som barn klippede vi dræbersnegle over med havesakse i min mormors blomsterhave, de skulle jo nødigt gå i rosenbusken. Et nænsomt drab. De store drenge på Egernvej hældte salt på sneglene. Grinede, mens sneglen boblede, ætsede. Jeg foragtede både drengene og mormor. Sneglen er flad på midten, smattet. Stadigvæk smuk og sort. Et brutalt mord. Jeg tager et billede af sneglen. Jeg sender det til dig, som en gestus. Jeg sender det til dig, som en pligt.
Min krop er blevet kold, jeg skolder min hud med det varme vand. Vasker kulden væk, vasker følelsen af din krop væk. Du tager lange bade, bliver altid sur over, hvor varmt vandet er, når vi bader sammen. Jeg hader, når du kigger på min krop i lang tid ad gangen. Rummet er en tåge, jeg fjerner duggen fra badeværelsesspejlet med min håndflade, grove bevægelser. Mine kinder er røde af dampen, af varmen, af at skrubbe min hud til blods. Vores tandbørster står i et krus ved siden af hinanden, hovederne står tæt. To elskende. Min pande er ikke stor længere, den gule væske bobler ikke længere.
Jeg er nøgen, længes efter at svøbes ind. Jeg tager en bluse fra mit skab, opdager først, at den dufter af dig, da jeg har taget den på. Jeg tager den af igen, smider den til vask. Min mobil lyser mit værelse op, en besked fra dig. Jeg åbner den, dobbeltklikker på beskeden for at sende dig min kærlighed. Måske for sidste gang. Jeg pakker min krop ind i bobleplast, kun mine fødder er nøgne mod det høvlede trægulv. Jeg går ud i køkkenet, trækker et spor af vandreslim efter mig.