Elsker

af Mathilda Printzlau

J, V, E, M, S, mine søskende, min mor og far. Mine tatoveringer, havet, barnets begejstring, lyset ved dæmring, bestemte kaffekopper, neglelak. Elsker selv at kunne vælge, elsker duften i min lejlighed (de ludbehandlede trægulve, bøgerne, karry fra dengang J ristede kikærter), at blive opslugt af noget, sommeren med alt, hvad den indebærer; fregnerne, hindbær, min solsvedige saltsprøde krop, ferierne med min mormor, rapsmarker, studenter, det skjulte badested ved fjorden i Kerteminde. At jeg har skrevet dagbog hele mit voksne liv, mine nye sokker, æbler, der hænger udover en sti, barnets duft om morgenen, ro især efter kaos, alle de billeder min eksmand tog af mig, koncerter, mit SU-lån. Elsker at køre med tog og at blive fulgt til stationen, elsker den måde, som J ser på mig på, når jeg klæder mig af, en god kuglepen, lyden af sodavand der bruser, friheden i den nye sten i min vielsesring, tiden mellem barnets sengetid og min egen, hvor kompromisløs jeg efterhånden er blevet, at årstiderne skifter, at flirte uden noget særligt mål.

Elsker ikke

Først hvor meget J fylder i mine tanker, og så pludselig hvor lidt.

Del denne tekst: