Kortprosa
af Kirstine Nielsen Degn
Jeg ligger bange i mørket og lytter til regnens hårde slag mod ruderne. Da jeg vågner, er det holdt op. Så blev det heller ikke i nat. Græsset ser svampet ud som en moseeng. Ikke at jeg nogensinde har været på en moseeng. Det er nok en del af problemet. Jeg fylder møjsommeligt elkedlen op til dens minimumskrav. Det er vigtigt ikke at koge for meget vand, men også vigtigt ikke at ødelægge elektroniske genstande. Især elkedler for dem ved jeg slet ikke hvor jeg skulle gå hen med for at få dem repareret. Lyset er stadig uldent udenfor, så jeg suger køleskabets blålige til mig, imens jeg tager min morgenmad ud. Det kan godt blive flovt og alt for personligt at afsløre, hvad man spiser.