Ude og hjemme
af Marie Louise Hansen
Det var lige efter morgenmaden. Michelle gik ned for at åbne postkassen. Hun kom hurtigt op igen, der var nok ikke noget. Jeg sad i sofaen med alle hendes våde kys i mit ansigt. Jeg var glad og mæt. Vi havde lige spist skinketoast. Hun gik på badeværelset og låste døren efter sig, det gør hun kun, når hun skal skide. Det må jeg ikke se. Jeg må gerne se, når hun tisser og når hun bader, men ikke, når hun tager en nummer to, heller ikke selv om vi har kendt hinanden i snart fire år. I starten af vores forhold lukkede hun også døren til stuen, når hun skulle skide, hun rømmede sig mange gange, når der kom plaskelyde fra hendes lorte, det kunne jeg høre gennem væggen mellem stue og badeværelse, som er meget tynd i vores lejlighed.
Nogle gange går jeg i bad sammen med hende, det er dejligt, hun er vist nok pæn, Michelle. Hendes nøgenhed er ret stor, hun fylder hele bruseren ud, og jeg stirrer som hypnotiseret, når hun vasker sine deller. Det er meget fascinerende. Så smiler hun til mig, jeg må gerne se på Michelle.
Jeg husker ikke, hvornår indskydelsen kom. Det var ikke fordi, at jeg var utilfreds med vores forhold, slet ikke, jeg var tilfreds, mæt og glad. Jeg fik meget opmærksomhed. Michelle er en kvinde, der kan passe sit job som SOSU og så selvfølgelig mig. Hun er rummelig som et helt hus. Jeg kommer næsten i første række, for vi har ingen børn. Jeg kunne nu godt tænke mig et barn, men på den anden side, så er det nok meget godt. Vi har det jo godt som vi har det, det siger Michelle altid, når vi ligger i sengen og ser film og spiser popcorn. Vi ser mange film og spiser altid, når vi ser dem. Vi spiser burgere, pizza, slik og chips. Michelle spiser næsten aldrig salat, det kan jeg faktisk meget godt lide ved hende.
Måske var jeg træt af bare at gå hjemme. Jeg kedede mig, det var nok der, hunden lå begravet. Jeg har aldrig haft nogle seriøse karriereovervejelser, jeg var sådan set i mit rette element i vores 2’er. Hjemmegående, det var mig.
Michelle er ligeglad, hun vil vist nok helst have mig hjemme. Når jeg en sjælden gang får lov til at se naturudsendelser i TV, så taler hun altid ind over programmet, hun siger, at det godt nok ikke er hende at vandre i bjerge eller gå på savannejagt, det er da så kedeligt, som det kan blive, der er jo ingen butikker. Hun zapper ret hurtigt over på Home and Away, som hun elsker. Jeg gaber og lægger mig ned i sofaen med hovedet i hendes skød, det er så blødt, at jeg let falder i søvn.
Nogle gange, når hun har haft nattevagt, så ser vi Oprah. Michelle har meget let til tårer, især hvis det handler om kendte, der hjælper fattige mennesker, eller mødre, der giver deres ene nyre væk til børn, de ikke kender. Sådan noget kan jeg slet ikke forstå, men vi putter os ind til hinanden i sofaen og hun smiler gennem tårer, hun er så glad for mig, siger hun. Jeg er det bedste i hendes liv.
Jeg ved ikke, om Michelle er det bedste i mit liv. Det har jeg egentlig aldrig tænkt over. Jeg er nok bare blevet, for hvor skulle jeg ellers gå hen. Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får, det siger Michelles far altid. Han hedder Frede. Når vi kommer ud til Frede og Inga, som hans kone hedder, får vi næsten altid flæskesteg, så æder jeg så meget, at jeg kaster op, når vi kommer hjem.
”Får han ikke noget at æde derhjemme”, siger Frede, når jeg knaser min femte flæskesvær. Han buldrer altid i stemmen, når han taler, det er højt, men hyggeligt, hans stemme er blød som en tom olietønde. ”Nå, men det er skidt til den gode side, så kan han lide maden, mor.” Inga smiler og tænder en LA. Ude hos Frede og Inga må der ryges indendørs. Michelle ryger også, men hjemme ryger hun under emhætten. Hun vil ikke have nikotinvægge. ”Kan jeg tigge en smøg, mor?”. Inga kaster en over fra pakken. Jeg hader, når hun har røget. Det er som at slikke på et askebæger, men det siger jeg ikke til hende.
Efter flæskestegen ser vi som regel TV Charlie eller rejseprogrammer på DK4. TV Charlie får mig til at falde i søvn, men jeg behersker mig altid og sætter mig i den stol, som jeg ved, at ingen af dem bruger, så kommer jeg også lidt væk. De taler om, hvor meget Helmut Lotti og Hansi Hinterseer tjener. Inga siger, at Hansi giver mange penge væk til godgørende formål, men det tror Frede ikke på. Frede er ikke vild med nogen af dem, han hader især den brune tysker, men det er nok mest fordi Inga har et særligt smil på læben, når han optræder. Hun vil også gerne se ham, når han kommer til Herning. ”Det gør du bare”, siger Frede, ”jeg bliver sgu hjemme.”
DK4 derimod har gode programmer om rejser, der er campingpladser i hele verden, så man kan bare tage af sted. ”Skal I på kamping i år?”, spørger Michelle. ”Måske, hvis far gider”, svarer Inga. Hun tænder en smøg, mens hun sender kagefadet rundt, det er ikke hjemmebag, og alle kagerne smager ens, både med og uden sukker ovenpå. Jeg kunne æde hele fadet, men det gør jeg ikke.
På DK4 kommer der et program om en mand, der har et fårebrug i Sydfrankrig. Det ser dejligt ud, han går bare rundt hele dagen blandt får og hunde, der er marker, dale og bakker, så vidt øjet rækker. Jeg lever mig rigtig ind i udsendelsen, indtil der pludselig zappes over på en anden kanal. Frede vil se krimi. ”Vi skal også hjem nu”, siger Michelle. Jeg er villigheden selv, for jeg fik hele 15 minutter af en udsendelse, der interesserer mig. ”Du har det sgu godt, hva´”, siger Frede og ryster mig. Han kysser Michelle på kinden, jeg får en hånd på kinden af svigermor og et hæst farvel i døråbningen. Ja, jeg har det sgu godt.
Hvorfor er det så, at jeg føler mig så, ja, hvad skal jeg kalde det. Rastløs. Rastløs, det er vel det, jeg er.
Det var lige efter morgenmaden. Jeg sprang op af sofaen og gav mig til at gå frem og tilbage i stuen, mens der kom plaskelyde fra badeværelset. Da bruset fra toilettet havde lagt sig, kom Michelle ud. Hun stod med Ingas Ude og Hjemme i hånden og så lidt træt ud. Hun var kommet hjem efter en nattevagt. ”Vil du med ind”, sagde hun og pegede på soveværelset. Jeg blev stående på gulvet. Hun sagde, ”nå, men det må du også selv om. Jeg lægger mig.” Hun skulle nok ikke se TV i dag eller spise slik, hun ville nok sove med det samme. Jeg sukkede og blev stående. Pludselig hørte jeg en lyd, den kom nede fra opgangen. Jeg gik hen til døren og kiggede ud, der var kommet en sprække i den, fordi Michelle havde glemt at smække efter sig. Trappetrinene bølgede nedad, de så uendelige ud. Jeg mærkede den strøm, der var i dem og steg bare på. Ligesom på en bus. Pludselig stod jeg nede i opgangen og her blev jeg så stående. Hvorfor gemte jeg mig ikke. Jeg nåede ikke at tænke videre over det, før Michelle kom bumpende ned i en lidt for lille T-shirt. Hendes fødder var bløde og tunge, de klaskede på trinene, da hun tog mig i favnen og gik op sammen med mig. DET ved du godt, at du ikke må. Ja, DET ved jeg sgu godt, at jeg ikke må.