GRUSGRAV
af Dorte Naomi
Den dag far Hans skulle begraves
blev der kørt en æresrunde på gårdspladsen
med kisten med faderen i rustvognen
før gravlæggelsen skulle forestå
den dag farbror Ole skulle begraves
blev der kørt en æresrunde på gårdspladsen
med kisten med broderen i rustvognen
som et sidste farvel
den dag farbror Knud skulle begraves
blev der kørt en æresrunde på gårdspladsen
med kisten med tvillingebroderen i rustvognen
i en langsom cirkel fra indkørsel til udkørsel
dengang farfar Jens skulle stedes til hvile
blev der kørt en æresrunde på gårdspladsen
med kisten med patriarken i ligvognen
på tunge dæk over knasende grus
storhed, stolthed og sorte nypudsede biler
kørte hen over storbøndernes firlængede arena
før den satte mod kirken, til familiegravstedet, på højen
som ligger på markerne ejet af de døde landmænd.